Hjarnø Bådehavn

Ved indsejlingen til Horsens Fjord ligger den naturskønne ø Hjarnø. Øens lystbådehavn er en lille hyggelig en af slagsen med ganske fine faciliteter. Oplev det charmerende ø-liv fra og overnat med øens bedste beliggenhed.

Stemningsfuld havn

Lystbådehavnen på Hjarnø er ikke stor. Til gengæld emmer den af stemning, hygge og nærvær. Ved broen er der mulighed for at sidde ved borde/bænkesæt og grille. Og børnene kan benytte krabbevæddeløbsbanen, som er et skønt tidsfordriv for familiens yngste. Et kuriøst faktum er, at der i det lave vand ved havnen er fundet rester af en boplads fra stenalderen. Det er muligt at udforske dette og soppe rundt efter flinteredskaber og andre rester fra oldtiden.

Marinaen har faciliteter, der dækker de mest basale behov. I servicebygningen på havnen er der toiletter og bad.

 

Store oplevelser lige i nærheden

Havnen på Hjarnø ligger godt placeret i forhold til øens oplevelsesudbud. Ved havnen ligger en pølsevogn og i nærheden finder du også øens spisested, Café Den Gamle Smedie. Og på øens campingplads kan du købe de mest basale dagligvarer i kiosken. 

Få hundrede meter fra havnen ligger en fin badestrand ved Hjarnø Odde. Her finder du også kalvestenene, som er skibssætninger fra vikingetiden og Danmarks næstmindste kirke, Hjarnø Kirke.

Hjarnø er oplagt til vandreture i naturen. Du kan se ruteforslag på kortet her og læse mere om Hjarnø på denne side.

 

Tag færgen til fastlandet

Lystbådehavnen ligger i forbindelse med færgehavnen, hvor Hjarnøfærgen holder til. Dette er dog ikke noget, som påvirker oplevelsen i lystbådehavnen – en palisadevæg fungerer som bølgebryder og giver læ i bådehavnen.

Hjarnøfærgen har 30 daglige afgange til Snaptun på sydsiden af Horsens Fjord. Overfarten tager kun fem minutter, så det er let at komme til Snaptun og opleve den maritime stemning i den hyggelige havn. Fra Snaptun kan du begive dig ud på den populære vandrerute Kyststien Snaptun-Juelsminde. Her kommer du langs kysten hurtigt til det smukke Tønballe Skov, hvor der er flere udsigtspunkter. Fra havnen i Snaptun har du mulighed for at tage med bussen, der kører mellem Horsens og Juelsminde.  

Fra havnen på Hjarnø kan du i sommerperioden også tage med den lille cykelfærge til naboøen Alrø.